En hjemmehjælpers bekendelser 

Jeg har de her dage været sygemeldt med stress fra mit faste arbejde. Det er en kæmpe lettelse at få en pause og samtidig føles det lidt som et nederlag. Jeg har fanme gjort nogen seje ting; boet i udlandet, gået en camino, fundet ud af hvad der virker for mig og hvad der ikke gør. Jeg har startet min forretning og kan langsomt se hvordan det spreder sig som ringe i vandet. Jeg værdsætter virkelig jer og jeres heste-historier. Hold op hvor er der mange kærlighedsryttere derude.


I dag skal ikke handle om heste, men om mit faste arbejde, som jeg er på vej væk fra. Jeg er hjemmehjælper ved siden af at være selvstændig. At være hjemmehjælper er klart noget af det mest udfordrene jeg har prøvet at arbejde med. Det har frarøvet mig min søvn, min appetit og en masse overskud. Ligeså langtsomt. Nu har jeg været sygemeldt i tre uger. Min opblomstring har overrasket mig meget. Jeg ved ikke helt hvorfor det har drænet mig sådan.. der opstår empati træthed. På et tidspunkt kan jeg blive helt kold overfor borgeren og tænke de værste ting. "Jeg er bedøvende ligeglad med om du får din medicin. Jeg har ti andre borgere der venter på mig, så spis den nu bare for helvede". Selvfølgelig går der kun et splitsekund før jeg udskammer mig selv. Jeg kalder mig selv healer for filan! Men det virkelig skræmmende er, at jeg kan tænke så koldt om andre mennesker. Det kom jo ikke overnight, næh nej, slet ikke. Det kom snigende. Pludseligt lavede jeg mindre huslige pligter end mine roomies f. eks. Blev lidt sur på hesten over småting. Udsatte at skrive et blogindlæg. Den slags ting.


Der er mange ting der går forud for de grimme tanker. Oftest har jeg hørt på mine medmenneskers (borgers) hemmeligheder og udfordringer et par dage. Lyttet empatisk, delt ud af mig selv. Givet. Jeg er sindssygt god til andre mennesker, andre dyr. At tjene er en kerneværdi. Men jeg er så træt af at give på mit arbejde, rende så stærkt og slide for at tjene andre. Min historie om hjemmehjælperen der går ned med stress er på ingen måde unik. Vi har svært ved at fastholde vikarer og at besætte de faste stillinger. Min chef presser på for at få mig til at møde ind. Hun har heller ingen ressourcer, for "vi skal spare.."


Jeg har kun været fastansat et sted i én kommune. Min hunch er dog at det fungerer sådan her mange steder. Der er oftest minimum 34 besøg på en plan der varer 8 timer. Vi skal nå at holde pause, hente bil, aflevere bil og køre fra hus til hus på den tid. Ofte skal vikarene hjælpes færdig hvis de ikke kender ruten. Vikarene er mødt ind til fast personale der hænger energetisk under loftet, der tit snakker om de ikke har tid, overskud. Samtidig skal vi ud til ca. 20 mennesker der alle er syge, har bekymrede ægtefæller og børn der spørger til hvordan vi synes det går. Vi skal ringe til vagtlægen, nogen gange ambulancen, sygeplejesken og pårørende hvis vi er i en situation vi ikke kan klare selv. Forklare hvorfor hr. Hansen opfører sig underligt. Det er ikke nemt med et kontinuerligt underskud på den mentale konti. 


Arbejdet har for mig samtidig stor værdi. Jeg kan se det bidrager positivt til folks liv at se mig. Problemet opstår når, især i denne epidemi, at mit medmenneske siger til mig jeg er dagens lyspunkt. Det bliver jeg enormt rørt af. Stolt over. Men det er for meget. Jeg vil rigtig gerne være min fars lyspunkt eller min bedste venindes. Jeg kan ikke bekymre mig på samme måde for mine borgere som jeg gør for dem jeg elsker, hvis jeg skal hænge sammen i faget. 


En af mine største udfordringer som menneske er min manglene evne til at sige nej og sætte grænser. Det gør mig åndeligt modtagelig, åben og emptatisk. Den fine balance er at kunne lukke ned igen. Omsætte energien til steder hvor jeg bliver kompenseret ordenligt. Mit arbejde er på nuværende tidspunkt på bekostning af, at jeg ikke har overskud til dem der er tæt på mig, overskud til sex eller at støvsuge og ordne vasketøj der alt sammen er en del, af at være menneske. 


Jeg har kollegaer der har været i faget i over tyve år, der kører derudaf. Og jeg forstår ikke hvordan de gør. Så kommer den lille djævel på min skulder. "Måske er jeg bare doven. Klicheen på et ungt menneske der ikke vil arbejde." Selvom jeg godt selv ved det ikke er sandheden; jeg er både flittig og pligtopfyldende. Dog kan jeg høre på dem at de heller ikke kan holde til faget i længden. Det er alle de små ting; være pædagosk, nærværende, lyttende. Det er en kæmpe følelsmæssig belastning at dele ud med overskud i de mængder. Som en kær kvinde sagde "I det her fag er der ikke plads til at have en dårlig dag".


Jeg er endda et robust menneske. Min familie er ikke perfekt, men jeg ved min bror og mine forældre altid er der for mig. Jeg har veninder der oprigtigt ønkser mig det bedste. Nogen helt vidunderlige låneheste med ejere der stoler på jeg rider deres heste i respekt. Jeg elsker udfordringer, kaster sjældent håndklædet i ringen mens jeg forsøger at se hvad jeg kan bidrage med. Prøver at se indad. Reflektere. Hjemmehjælperen der er stresset er desværre ikke unik. Når jeg ser på mine kollegaer er det ildsjæle. Jeg skal kun kunne tale for min egen gruppes vegne. Jeg ser dårlig samvittighed over ikke at slå til. At føle sig presset og kun levere en brøkdel af hvad mennesket over for os fortjener. Vi sover meget i fritden og ser derfor vores nærmeste mindre, hvilket gør vi ikke fyldes på og derved har svært ved at tjene vores medmenneske. En anden hestepige-kollega har smerter i hoften der gør hun ikke kan ride hendes hest. Og for hvad? For at være til for andre. På bekostning af os selv. No wonder folk går ned med stress på stribe, for det er skruen uden ende. Jeg vil på ingen måde skyde skylden på min leder. Hun har nemlig heller ingen steder at hente overskud.


Jeg ved ikke hvad løsningen er. Som individer løser vi det ved at søge andre arbejdspladser. Men det er et langt større samfundsmæssigt problem, når mennesker ses som CPR-numre og opgaver. Vi er blot flaskehalsen. Som hende nederst i fødekæden der holder din bedstemor i hånden forstår jeg din frustration over os. Vi er frustrerede selv.


D. 16.06.21




Hvad er reiki?

Et af de mest stillede spørgsmål jeg får, når jeg fortæller folk hvad jeg laver er om jeg ikke liiige kan forklare hvad hestehealing er?

Jeg er uddannet i reiki healing. Reiki er, i sin essens, at jeg trækker den universelle energi der er omkring os alle ned gennem hænderne og bruger den til at helbrede dig og dit kæledyr. Vi mennesker har alle et energi felt omkring os. Jeg er uddannet under min sensei, Karsten Dam, i Esbjerg karate klub. Esbjerg karateklub betyder meget. Jeg gik der som elev da jeg boede og læste i byen. Reiki læres i tre trin, hvor man på hvert trin lærer forskellige symboler og deres anvendelse at kende. Jeg har været gennem alle tre trin. Og selvom healing er noget man lærer er det en meget intutiv behandling. Der er 18 bestemte håndplaceringer man kan anvende på rytterens krop. Ofte får jeg dog ondt der hvor rytteren har smerter og vil derfor i stedet lægge hånden der.


I sidste ende har heste og vores relation været hobby nummer ét. Det er efterhånden tyve år siden jeg sad på en hest første gang. Følelsen af frihed, at være lidt intimideret og kæmpe kærlighed er den samme som dengang da jeg var lille. 


Sådan virker det:

Da vores energi er unik for alle vil mit svar ikke være det samme som en anden der udøver reiki. For mig fungerer det sådan at mine fingre snurrer helt vildt og mit håndflade chakra går amok. Det ligner lidt et udslæt (se billede), men det er bare energi der fiser rundt. Menneskers nervesystem er utroligt kompleks. Faktisk har vi det mest komplekse blandt pattedyr, hvilket jeg finder utroligt fascinerende. En del af nervesystemet kan vi ikke styre bevidst; det autonome nervesystem. Det autonome nervesystem er delt i to, det sympatiske og det parasympatiske. Reiki beskæftiger sig med aktivering af det parasympatiske, der er systemet der får os til at slappe af, meget forsimplet skrevet. Det sænker farten i kroppen, helt fysiologisk. F. eks er det parasympatikus der får hjertet til at slå langsommere. 


Noget der i den grad aktiverer det parasympatiske nervesystem er hvile og at trække vejret, hvilket i min optik er essensen af reiki. At du eller din hest kommer helt ned i gear. I føler jer hørt og mødt af mig. Jeg sender jer kærlighed fra energifeltet. Der kommer ro over mig, hvilket hesten kan opfatte. 


Min gave som healer er at være skarp til at stille spørgsmål, jeg er meget kærlig og fordomsfri. Jeg formår at møde dig, at se dig, din hest og jeres relation.


Sådan fungerer en session:

Til dig: Du ligger fuld påklædt på min briks. Ofte vil jeg lejre dig med en pude under knæerne og et tæppe lagt over dig. Jeg anbefaler dig at have noget behageligt tøj på. Min go-to er yoga-bukser og en sweater, men hvad end du synes er rart. Jeg renser dine energi centre langs rygraden, spørger ind til dig, din ridefrygt og hvad du ellers mener vi skal arbejde med. Som med heste svarer det dog til at tage en panodil, det er symptom behandling. Men herfra kan vi måske arbejde os ind til roden af problemet.


Der er en indledene samtale før du kommer på briksen. Her er det vigtigt du er ærlig hvis der er noget særligt vi skal kigge på. Jeg er ikke tankelæser og i stedet for at skulle gætte mig frem med ren intuition er det nemmest for os begge hvis du hjælper mig på vej :) ved nogen mennesker rører jeg dem fysisk over tæppet, mens jeg ved andre holder mine hænder 5-10 centimeter over din krop. Det er  vigtigt at du synes det er rart.


Til hesten: Jeg renser chakraerne på hesten. Dette er igen symptombehandling. Løsner vi ikke op for roden til problemet er vi lige vidt. Derfor vil jeg i processen spore mig ind på hesten, se hvilke billeder der kommer op og formidle dem videre. Vi tre er at samarbejde. Det er sandsynligvis ikke alt jeg ser af billeder der giver mening for dig. Her kan jeg spørge mit sjæledyr/min åndelig guide eller penduler til hjælp. Eller slet og ret få en snak med dig, kære rytter.


Jeg har oplevet at heste ofte selv stiller sig der hvor de gerne vil have mine hænder. Her sender jeg dem en masse kærlighed, lys energi og kærlig udrensning. Husk på at der aldrig er tidspres på behandlingen. Vi kan gå en tur, få en kop kaffe eller hvad end der får dig og hesten til at slappe af.


Redskaber:

Jeg får mange billeder når jeg healer som jeg formidler videre til jer. 

Samtidig har jeg en åndelig guide, en islandsk hingst der hedder Fjeldur, jeg kan spørge til råds. Jeg bruger også penduler. Da dette er energi-arbejde har jeg et "hoppe-pendul" og et "hingste-pendul" der fungerer godt til hhv. en hoppe eller vallak. Det skyldes mest, at jeg tror på mennesker indeholder en feminin og maskulin energi. Det samme gør heste. Den skal være i harmoni. Jeg spørger pendulerne hvilket af dem de føler jeg skal bruge og leder dem over hestens rygsøjle eller lader det snurre over min håndflade.


Muligvis lyder dette langt ude og som pseudo-science. Men der er faktisk nogen rigtigt interessante studier fra USA hvor videnskaben ligeså stille bakker reiki teorien op*


Jeg vil dog minde dig om at hvis du eller din hest har helbredsproblemer er lægen eller dyrlægen stedet hvor du starter. Jeg har stor respekt for lægefaglig viden, psykologhjælp og dyrlæger. Men reiki er fantastisk som supplement.



D. 19.05.21 Odense


Studier:

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/28874060/

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/24582620/ 



Hvad er reiki?

Jeg vil rigtigt gerne sætte ord på ride-nervøsitet eller slet og ret rideangst, omend jeg ikke ved hvad forskellen på nervøsitet og angst er. Den disclaimer vil jeg lige starte med, at jeg ikke kan udrede folk for! Jeg kan dog dele min erfaring og historie, der forhåbentligt kan give dig et kærligt skub videre. Du er ikke alene. Jeg vælger at tro på vi alle har været der. Problemet med at blive nervøs som rytter er at, det er meget normalt, men som det tit er med useje ting er det ikke rigtigt noget vi sætter ord på. I mit tilfælde skyldes det at jeg dømmer mig selv for det, og frygter andre vil gøre det samme.


Mit ridetraume skyldes et styrt jeg havde som 15-årig hvor jeg blev hentet med ambulance. Jeg kom ikke alvorligt til skade, pris Herren, men jeg kom først op på hesten i noget tid efter. Som 20-årig falder jeg igen af. Bøjer et par ribben. Kommer igen ikke direkte op på hesten. Senere det år rejser jeg til Island for at ride heste, og her har noget ændret sig i mig. Jeg er ikke længere en afslappet tur-rytter, jeg er utryg ved at håndtere en livlig hingst fra jorden. At sætte mig op på ham kommer ikke på tale. 


I søndags red jeg tur med en veninde. Hesten er lidt obs, men sød. Jeg er helt oppe og ringe, har hjertet i halsen og benene begynder at ryste da vi drejer om et hjørne. Jeg følte mig som jordens ringeste rytter for at sidde af. I fredags red jeg også tur, og det føltes det som en sejr. Bare kald mig rodeo-prinsesse! Til at føle jeg var en lille bangebuks to dage efter. Jeg ved faktisk ikke engang hvorfor jeg sad af.. Synes ellers at turen gik fint og det er længe siden jeg sidst har haft den uro. Måske fordi stien/turen var ny? Der gik jeg fra rodeo-prinsesse til at føle mig som hende der får en træktur i Djurs sommerland. Thanks, brain! 


Og problemet med rideangst er, at det slet ikke er rationelt. Jeg ved ikke hvorfor det stak helt af i søndags når jeg to dage inden følte mig som prinsessen på hesteryg. I dag har jeg igen haft en dejlig tur hvor jeg formåede at slappe af. Hvis jeg kunne pinpointe hvad forskellen på de to dage er, havde det været skønt. Men det hele er en læringskurve jeg ikke har formået at knække endnu. 


Selvfølgelig sagde jeg ikke direkte til min heste-veninde hvordan min ridetilstand var forleden, for jeg er jo Frk. Selvsikker der gerne vil lære en kærlig hestehåndtering fra mig.. men hvis jeg nu havde været ærlig og havde fortalt om min usikkerhed havde hun nok bare sagt "ok, det giver god mening. Bare træk hesten lidt". For hun er venlig, god ved hestene og hyggelig at snakke med. Præcis som mig selv! 


Kunne vi som ryttere blive bedre til at vise os selv venlighed når vi bliver usikre? Nøjagitgt som vi forhåbenligt viser hesten det. Jeg undres over, at når hesten bliver usikker snakker jeg kærligt, kalder ham/hende min "lille dygtige musse" og klør den på halsen. Mig selv? Jeg skal da dømmes for mine menneskelige, naturlige følelser der kommer op når jeg håndtere et dyr der vejer otte gange mere end mig selv! Hvor er det i grunden fjollet. I stedet for at se mig selv som den badass kvinde der laver magi med en partner der ikke taler samme sprog og er en helt anden art end mig selv. Hun er fucking sej, hende rodeo-prinsessen. Og barnet fra Djurs sommerland? Hun får en mental krammer næste gang vi er på tur!


D. 5.5.21 Odense



Fjerde blogindlæg

Åh at arbejde med en ny hest, en lækker dreng og mærke hans energi der er SÅ anderledes lækker fra den hoppe jeg normalt træner. Han er tidligere turhest. Han er en hest der virkelig godt kan lide at arbejde, men han har svært ved at stoppe og har ikke rigtigt en grænse, kombineret med en rimelig stærk vilje. Jeg gik full blown reiki på ham sidst inden vi red ud. Det skulle jeg have haft gjort de første to gange, for det gjorde en verden til forskel at vi lige forbandt vores hjerter inden jeg lånte hans ryg. Han var så sød og frisk, han elsker at blive brugt, men han savner godt nok at mærke sin rytter! Og det var bare så fint og kærligt at han sagde det, lyttede til mig og lod mig være på ham. Jeg tror næste skridt bliver at ride ham uden bid, for det er han ikke særligt vild med at tage imod. Heste er kærlige og ærlige dyr, men vi overser alt det de gerne vil fortælle os pga vores agenda. I stedet for at samarbejde.


Jeg har desuden en smule ride angst. Sidst blev han bange for en fugl. Men fordi jeg var fyldt af kærlighed, vi red i selvtillid sammen, lykkedes det mig for det første at stoppe ham enormt hurtigt og være helt rolig selv. Heste er vores spejl- de viser os kun hvad der er. Heste er ikke kloge nok til at snyde eller bedrage. De ved bare hvad der giver mindre eller mere pres. 


Efter de første to sekunders panik med "fuck! Hesten løber" er vi som ryttere nødt til meget hurtigt at trække vejret dybt og overskue situation. Det er helt okay at nervesystemet reagerer på farer. Jeg har i lang tid tænkt på ironien i, at vi sætter os på et dyr der er 8-10 gange vores størrelse og siger "så basse, nu gør du lige som jeg har aftalt med mig selv" og bliver skuffede eller vrede på hesten når det går galt. Den første ridetur er ligesom ethvert andet godt forhold man skal have søsat. Hvordan virker den her?! Spørger du desperat din veninde/sælger/ridelære I håbet om et magisk fif der gør i bare fiser afsted! På din præmis, selvfølgelig. Men hør her, det dur bare ikke. Vi bliver nødt til at sætte os ind i hestens tankegang. Jeg er for nyligt begyndt på et online kursus i hest psykologi. En af de bedste reminders er at hestene først for nyligt er blevet tæmmet. Det er en brøkdel af deres evulation som de har brugt på at underkaste sig mennesker. I alt for lang tid har det sket uden kærlighed og respekt. Tænk hvis vi kunne vende det skift hos hesten! Og tillod os at tage tid til at tune ind, sadle hesten og spænde gjorden forsigtig. Ride for følsomme hjælpere og i stedet for at komme et stærkere bid på i stedet overvejede hvorfor det milde bid ikke længere er stærkt nok. Overvej lige hvordan ørene ville stritte frem imod dig på folden og hesten ville tænke "yes, der kommer min rytter. Nu skal vi lege". 


Jeg er ingen helgen. Er du vimmer, jeg rider med frygt og ego SÅ MEGET! Kunsten er at fange sig selv i det- igen og igen. Jeg glæder mig absurd meget til at møde min egen hest. Jeg har ikke fundet den endnu, men han eller hun er lige rundt om hjørnet. Indtil videre bliver jeg hver dag klogere med de heste jeg arbejder med. Det er priviligum at låne deres krop. Kære ryttere- husk det. Jeg ønsker alle mine med-ekvipager derude alt kærlighed.


D. 27.04.21 Odense

Tredje blogindlæg

"Hvorfor er det altid mig?". Spoiler alert; det er ikke altid mig og der findes folk som har det 1000 gange værre end jeg nogensinde kommer til at forstå. Jeg kommer sandsynligvis aldrig til at føle rigtig sult eller være virkelig bange for ikke at have en tryg seng at vende hjem til. På mange måder er vi enormt priviligerende i Danmark- heldigvis for det!


Men nu hvor jeg er smadder forkølet lige ovenpå en hjernerystelse, har været til begravelse og det ikke kører på skinner i privaten eller hos hesten er det svært ikke at være et offer for egne omstændigheder. Jeg glemmer at parkere mit ego, glemmer de gode kvaliteter jeg har som menneske. At det er fint at være pisse forkølet og ikke kunne yde 100 % for andre eller mig selv altid. Alting er lige som det skal være, siger hjertet så. Ro på Nicoline- tingene kommer til at give SÅ meget mening.


Det er lidt som en karmisk kæp i hjulet og så kommer tvivlen; er min pris for meget? Er jeg det? Synes folk det her projekt er helt tosset? (Men so what hvis de gør? hvisker hjertet. Du ved at du er på rette spor. Kan du mærke hvor varm din brystkasse bliver når du tænker på heste og healing? De rette vil synes du er dejlig- ligesom de andre mennesker du har i dit liv). 


Og er jeg det værd? Jeg har for nyligt tænkt meget på kaffekopper. Jeg kunne i en laaaang periode bruge den samme kaffekop flere dage i streg. "Det er spild af opvask/den har kun været brugt til 4 kopper kaffe/den er kun fra i går". Men hvis jeg har en overnattende gæst ville jeg aldrig tilbyde vedkommende koppen fra dagen før. Jeg ville give dem en dejlig ren kop til deres morgenkaffe. Hvorfor så ikke starte min egen dag med en kop kaffe i en ren kaffekop? Der i øvrigt har været i den opvaskemaskine jeg valgte at købe fordi jeg ikke gider vaske op i hånden. Og det sparer mange argumenter i mit ellers dejlige hjem som jeg deler med to skønne, kloge kvinder og to vovser. 


Samme koncept med sko. Da jeg sidst havde en hest der brugte sko var jeg 18 og fik "kun" hjemmeboende SU. Hestens sko til 800 kroner? Tjo, dem fik han da 4-5 gange om året. 800 kroner til sko for mig? Sidst jeg købte sko var i september, de var på bud og og jeg manglede virkelig nogle behagelige arbejdssko. De er nu slidt ned og det den er eneste grund til jeg skal besøge Ecco snart.. men måske jeg skulle købe et ekstra pænt par med? Bare fordi jeg er mig og det er værd at

investere i sig selv. Penge er en sær størrelse jeg stadig ikke har regnet ud. Men det er et spændende sted at være! Hurra for lærings processer.


Det er efterhånden præcis et år siden at jeg lå mega syg med corona og alting var en krise. Jeg er min tidligere partner dybt taknemmelig for at rende i pendulfart mellem køkkenet, soveværelset og supermarkedet for at skaffe mig panodiler, rydde op efter mig og efterfølgende har jeg fået fortalt jeg tilmed lugtede virkelig dårligt! På den måde er der taknemmelighed i en normal forkølelse, og det lyder enormt banalt, men det er med at finde glæden i de små ting. Hav en lækker dag- tak hvis du har læst alting med og selv hvis du ikke har er jeg taknemmelig for at du læser dette!  



D. 14.04.2021 Odense

Andet blogindlæg

Hold da ferie for en opstart det har været at starte et reiki firma og et lærerigt privatliv jeg har for tiden. For nyligt mistede vi et familiemedlem, hvilket altid er op af bakke. Jeg tilbød reiki gratis til nogen mennesker der alle sprang fra. Jeg fik en hjernerystelse.. og er trods alt ikke mere spiritiel end at jeg tog på skadestuen og fik en sygemelding fra jobbet. (er i øvrigt helt frisk igen)


Jeg dur ikke særligt godt uden planlægning. Derfor har det selvfølgelig været perfekt med tre ugers sygemelding.. eller noget. Jeg ender ofte med bare at lalle rundt, hvis ikke jeg har nogen der fortæller mig hvad jeg skal. Forestil dig lige hvor godt det fungerer når man skal være sin egen chef som 26-årig! Og hvor godt det fungerer ift. min træning med hesten når jeg tænker "nåååh, nu ser vi lige hvad mig og damen føler for i dag". Jeg har virkelig reflekteret meget over hvordan de følsomme, smukke heste kun viser os det bedste og værste i os.


Og funderet over min egen spiritualitet, mit lys, mine skygger og intution. Egoet larmer ABSURD meget med tanker som "fuck, folk tror jeg er bims/har drukket af natpotten". Realiteten er, at de fleste er ligeglade og de rette mennesker vil synes jeg er fantastisk! Og som en skøn dame i stalden sagde, så er Ditte Young* også startet et sted. Det er alligevel interessant, at når jeg har testet reiki på heste slapper de af, jeg får en masse billeder som ofte ræssonerer med ejer og tit en smerte samme sted som hesten har ondt. Nogen gange nikker de sågar når jeg spørger om noget! Jeg ved ikke hvor det kommer fra. Det sker primært når jeg slapper af, tapper ind i egen energi og ikke dømmer mig selv. Vi er tit vores egen værste fjende, hvilket hesten gerne vil vise os. Min erfaring er at hesten gerne vil hjælpe sit menneske og have vi er både fysisk samt mentalt til stede.


Det er når vi er til stede i livet at tingene bliver fantastiske. Når de rummes. Inkusivt det grimme vi helst ikke vil være sammen med. Som når vi flygter til Facebook, eller i mit tilfælde, det sociale medie Reddit. Så behøver jeg ikke forholde mig til mit eget shit, hvilket jo bare er super! (ironi kan forekomme). Og hesten? Tja hun bliver ubeslutsom og lidt "whatever". Ligesom mig selv. Heldigvis kan jeg kalde energien hjem. Med heste, kæledyr, gåture og alt muligt andet nice! Jeg er et velsignet menneske, at jeg har så mange dejlige steder at hente kærlighed.


Er du også lidt småforvirret og vil have en snak om det spejl hesten er? Jeg vil mega gerne høre nærmere om din problemstilling. Du kan altid ringe hvis du føler vi kunne samarbejde. 


*en hestehvisker jeg er inspireret af! ditteyoung.dk



D. 06.04.2021, Odense



Første blogindlæg